Ægyptens
hellige kat
Det fortælles, at Abyssinieren/ Somalien kan føre sine aner tilbage til det gamle Ægypten. Betragtes de fundne billeder og figurer, vil man da også se en vis lighed med de katte, der er gengivet på friserne i Ægyptens pyramider og templer. Der er fundet utallige balsamerede katte i faraoernes pyramider, og opdrættere ynder at fortælle, at kattene er den levende model til gudinden Bast. Når man ser denne prægtige, yndefulde og ædle kat udfolde sig, forstår man bedre den helliggørelse og popularitet, som katten var genstand for ikke alene i Ægypten, men i talrige orientalske civilisationer.
Solgudens kat
Alle katte var tilbedte i det gamle Ægypten, men Abyssinieren, var særligt hellig, idet det siges, at solens lys var i dens øjne. Det fortælles, at Bast (datter af Ra) ville hjælpe sin far i sin evige natlige kamp mod Osiris (gud for nat og død), derfor sendte hun sine katte ud, så de kunne modtage noget af RA´s kraft. Om natten, når Ra var på nippet til at tabe til mørket, kom der en kat forbi, der havde fanget sollyset i sine øjne. Katten med de gyldne, lysende øjne gav ham ekstra kraft til at bekæmpe natten, således at han igen kunne stå op næste dag. Ra satte derfor sit mærke, skarabæen, i panden på Abyssinieren, som et tegn på, at denne kat tilhørte solguden.
Det er et karakteristisk træk, at Abyssinieren ofte bærer sin hale højt løftet, men med den yderste spids bøjet. En historie fortæller, at kattene antog dette træk, da de ofte fulgte med de ægyptiske prinsesser ned til Nilen for at bade. Prinsesserne anbragte deres kostbare ringe og armbånd på kattenes haler. Kattene bøjede derfor spidsen af halen, så de kostbare smykker ikke faldt af.
Den moderne Abyssinier og Somali´s oprindelse
Navnet antyder, at Abyssinieren stammer fra området Abessinien i Etiopien. Men tickede kattede findes også vildtlevende på Indiens østkyst, der anses som deres oprindelsessted. Herfra formodes de at være kommet via de gamle handelsruter til Abessinien og Ægypten. Engelske soldater hjembragte tickede katte fra kolonierne sidst i 1860´erne. Nogle af disse katte blev udstillet, og de ligger måske til grund for nutidens Abyssiniere. Racen blev registreret i England i 1882, men der blev stadigt eksperimenteret en del, og Abyssinierne blev krydset med andre racer. Man så allerede dengang de første sorrel katte, og katte med halvlang pels.
Den sorrel farve er unik
for Abyssinieren og Somalien. Sorrel er en tilfældig mutation af det vildtfarvede
gen, og det antages, at farven er ført med kattene fra oprindelseslandet
eller er opstået tilfældigt i England. Frem til 2. verdenskrig blev
der etableret opdræt af vildtfarvede Abyssiniere i Europa og USA. Efter
krigen var der kun et meget lille avlsmateriale tilbage, og det var nødvendigt
at bruge katte af ukendt oprindelse i rekonstruktionen af Abyssinieren. Måske
blev arve-anlæggene for blå og fawn indført på dette
tidspunkt. Andre farve- og pelsvariationer end den vildtfarvede Abyssinier blev
forbigået i stilhed og udelukket fra avl. Man slap dog aldrig af med de
sorrel katte.
I 1950 kom de første Abyssinere til Danmark fra England, de fik et enkelt kuld, men opdrættet blev ikke videreført. Et par killinger kom dog til Norge som avlsdyr, men det blev svenskerne, der etablerede opdrættet i Skandinavien på basis af de engelske katte. Fra 1960 opdrættede man igen Abyssinier i Danmark - i første omgang med katte fra Sverige. Siden er der importeret katte fra mange lande. I 1963 blev den sorrel farvevariant godkendt til avl og udstilling.
I 1960´erne steg interessen ligeledes for Abyssiniere med halvlang pels. En amerikansk Abyssinier-opdrætter opdagede på et internat en abyssinier med halvlang pels, som kunne føres tilbage til hendes egne Abyssinier-linier. Hun begyndte at avle katte med halvlang pels og kaldte dem Somalier. Uafhængigt af hende var også en canadier begyndt at opdrætte Somalier. Somalien kom til Danmark i 1982, og året efter blev den godkendt som race. I de mellemliggende år var det også set farve-variationerne blå og fawn; disse blev godkendt i 1984.
I dag er Abyssinieren og Somalien ligeledes godkendt i sølvvariationerne i alle fire farver. For at sølvfarverne kunne fremkomme, har man oprindeligt krydset Europæisk Korthår (sølvtabby) og Chinchilla Perser ind i de eksisterende abyssinier/somali-linier.
Sorrel og Vildtfarvet Abyssinier killinger. Foto/copyright: Peter Hasselbom