Før købet
Når beslutningen er truffet, og du har besluttet, at du absolut MÅ eje en Abyssinier eller en Somali, er det en god idé, at kontakte de opdrættere, som annoncerer med at have killinger til salg, direkte. Hvis ikke der er killinger til salg på nuværende tidspunkt, kan man høre, hvornår der forventes killinger.
Det vil også være
en god ide, at gå på Internettet for at kikke på opdrætternes
hjemmesider med eventuelle billeder af kattene. Selvom der ikke er killinger
på nuværende tidspunkt kan det tillige være givtigt at besøge
en opdrætter for at se de voksne katte. På den måde kan man
danne sig et indtryk af racen, avlskatten og de forholde killingerne vokser
op under. Det er helt i orden, at du besøger flere opdrættere.
At købe en killing er en tillidssag, så hvis du er i tvivl, så
besøg en anden opdrætter. Når du besøger en opdrætter,
er det en helt naturlig sag, at du får lov til at se samtlige katte og
de forhold, de bor under. Det hjælper dig til at vurdere, hvordan killingen
er opvokset. Se efter at kattene er sunde og raske, og stil endeligt mange spørgsmål
til opdrætteren. Gode opdrættere vil som regel gerne hjælpe
dig med råd og vejledning - og hjælpe dig til at finde den rette
killing, også selvom det ikke er deres egen.
Bestilling
af en kat/ killing
Mange gange, når man bestiller en kat eller en killing, vil opdrætteren bede om et depositum. Dette garanterer dig at din kat/killing er reserveret til dig og det garanterer opdrætteren, at du mener det alvorligt. Hvis du har fundet den rette opdrætter, men den killing, du gerne vil have, ikke er født endnu, så vent med at købe, indtil den er født. Det er aldrig en god idé at købe dyr ved impulskøb. Desuden vil du på denne måde have mulighed for at besøge killingen flere gange under opvæksten og opbygge et tillidsforhold - dels til killingen og dels til opdrætteren. Du skal ikke blive overrasket, hvis opdrætteren stiller dig nærgående spørgsmål, eller ligefrem stiller dig nogle krav. Det bør du tage som et udtryk for, at opdrætteren er samvittighedsfuld og nærer kærlighed til sine katte, og vil gøre alt for at finde det helt rigtige hjem til sin killing. Stil krav til din opdrætter. Giv udtryk for de ting, du er i tvivl om. Spørg efter madplan og generelle oplysninger om killingens pleje - de fleste opdrættere har skriftlig information om dette. Forvent, at du kan få råd og vejledning hos opdrætteren, også når katten bliver ældre; spørg om dette er tilfældet.
Blå Abyssinier killing. Foto/copyright: Peter Hasselbom
Prisen for en racekat
Et tilbagevendende spørgsmål
er prisen. Katteopdræt er ikke billigt. I katte-sporten, som inden for
alt andet, for man dét man betaler for. Det er ikke nødvendigvis
en fordel på sigt, at købe den billigste killing. det koster penge
at købe nye avlskatte hjem - specielt, hvis de kommer fra udlandet, og
det koster tid og penge at opretholde en god sundhed og koderstand på
sine avlskatte. Prisen for en racekat til kæl og udstilling ligger som
oftest mellem 3500 - 5500,- kr.
Man bør dog være opmærksom
på, om killingen/katten er neutraliseret og mærket før købet,
da denne merudgift ellers bagefter vil være pålagt køberen.
Mange opdrættere sælger deres katte/killinger neutraliseret og mærket.
I så fald er dette inkluderet i prisen.
En kælekat er ikke nødvendigvis en ringere kvalitet end en avlskat. Det er imidlertid hensigtsmæssigt at sørge for, at ikke alle killinger i et kuld bliver brugt til avl. Desuden er en Abyssinier/Somali MEGET fertile katte, og skal katten ikke bruges til avl, er det nødvendigt at neutralisere den. Se han og hun.
Prisen for avlskatte er almindeligvis højere og kan svinge fra 6000 - 12.000,- kr afhængigt af aftalen. Der kan være restriktioner på, hvor mange kuld katten må få, hvor lang tid den må gå fertil, hvorvidt killingerne må sælges til avl, om man må sælge killinger til avl til udlandet, om killinger til kæl skal neutraliseret inden videre salg, om opdrætteren skal have en killing tilbage og om man må sælge parringer fra en hankat til andre opdrættere - i givet fald hvor mange parringer. Alle disse restriktioner skal ses som opdrætterens måde at passe på sine linier og "sit gode navn og rygte" på. Hvis man selv er restriktiv og sørger for at overholde de indgåede aftaler, kan man mange gange få fat i helt specielle linier og unikt avlsmateriale.
Hvorfor skal en killing være 12 uger gammel ?
En killing har adskillige udviklingstrin. Moderen flytter sine killinger fra fødekassen, når de er mellem 3 og 4 uger gamle, fordi de nu skal til at opleve, at der er en verden udenfor fødekassen. I en alder af 4 - 6 uger begynder de at spise selv og benytte et kattetoilet, og mange mennesker tror derfor, at nu er killingen klar til at forlade sin mor – for nu kan den jo klare sig selv! Dette er en MISforståelse! Først nu begynder killingens uddannelse til et godt katteliv. Den er endnu meget afhængig både af sine søskende og sin mor. Den dier stadig, men dette bliver mere og mere til en hyggestund, for den spiser selv tilstrækkeligt til at vokse sig stor og stærk. Igennem legen med sine søskende og sin mor, udvikles dens muskulatur og sociale adfærd, og den lærer at udtrykke sig gennem mimik og kropssprog. Dette foregår over flere udviklings trin. Først i en alder af omkring 12 uger er killingen nået til et socialt udviklingstrin i forhold til mennesker. Nogle Abyssinier/Somalikillinger er endog ikke nået til dette stadie endnu ved denne alder, de er mere optaget af at finde ud af, hvad deres egen krop kan, og deres interesser hedder: lege, jage, spise, angribe, sove, lege. De er slet ikke nået til menneske-kæle-hygge stadiet. Mange vælger af denne årsag at vente med at få Abyssinier/Somali-killingen hjem, til de er 14 - 16 uger. På dette tidspunkt kar killingen fundet ud af, at mennesket byder på mange dejlige oplevelser f.eks. kæleture, leg og tryghed. Killingen bliver eventyrlysten, den får mod og styrke til at udforske "hele verden". Først når killingen er nået til dette udviklingstrin, er den tilstrækkelig stærk psykisk til at flytte fra sin mor og søskende. Det er forskelligt fra killing til killing, hvornår den er klar, der er endog forskelle indenfor samme kuld. En killing, der er blevet flyttet fra sin mor for tidligt, kan få psykiske mén, hvilket giver sig til udtryk i en vanskelig adfærd.
En eller to katte
Er du hjemme fra mere end 6 timer daglig, bør du overveje at få et ungdyr på ca. 6 måneder eller en voksen kat. Når katten er over 6 måneder gammel, har den opnået en uafhængighed og selvsikkerhed, som gør den bedre rustet til at være alene. Alternativt kan du vælge at få to katte samtidigt, f.eks to killinger eller en killing og et ungdyr/voksen.