Han eller hun ?

Der er forskel på han og hunkatte. Udover størrelsen og de henholdsvis feminine eller maskuline træk, er der også en smule forskel i temperamentet.

Hankatte er ofte mere udadvendte overfor fremmede og gæster, er mere tilbøjelige til voldsomme kropslige lege, mens hunkatte generelt er tilbageholdende overfor fremmede, er mere til den stille hygge og legen består i højere grad med genstande (pelsmus m.m). Hankatte kommer ofte og kælen, men sover sjældent i klump med andre katte. Hunkatte kan mange gange lide fortsat at ligge i klump med andre hunkatte eller killinger. Hankatte er fantastiske godmodige, kælne og legesyge langt op i alderen, mens hunkatte godt kan bliver lidt reserverede, når de bliver ældre, og ofte holder sig til een eller få af familiens medlemmer. Populært kan siges at kastrerede hankatte er "lalleglade ungkarle", mens hunkatte kan være nogle "gimper". Naturligvis er der udtagelser, der bekræfter reglen, og mange vil måske kunne erindre en han eller hunkat som var stik modsat end beskrevet ovenfor. Både han- og hunkatte har deres charme, og et par kan give megen modspil til hinanden og komplementerer ofte hinanden godt. Desuden vil der ikke være så meget konkurrence mellem to katte af hvert deres køn.

Neutralisering er nødvendig

Hankatten vil som regel begynde at udskille et kraftigt stinkende sekret i sin urin, når den bliver kønsmoden ved 6 - 8 måneders alderen. Til at begynde med strinter katten kun i bakken, men vil begynde at markere sit territorie, det vil sige hele huset, med duft-mærker. Dette vil ske i stadigt større omfang efterhånden som den bliver ældre, og begynder at være klar over, hvad dens mål er her i livet - nemlig hunkatte ! Katten bliver frustreret og irritabel, og vandrer konstant syngende rundt ved hoveddøren. Det kan blive en tid, hvor hverken kat eller katte-ejer får sovet ret meget. I denne forbindelse skal det nævnes, at netop fertile Abyssinier og Somali-hankatte har en meget karakteristisk og stærk rovdyragtig lugt, der ikke er specielt charmerende ! Selve kastrationen er ganske ukompliceret, og ungkatte er ofte friske igen få timer efter indgrebet.

Det siges at være det bedste for en hunkat at få et kuld killinger inden en sterilisering. Dette er ammestuesnak og skrøner, for en hunkat, der ikke har haft killinger, ved ikke, at den undværer noget. Den vil i øvrigt kun forsøge at følge sine instinkter om at få killinger, så længe den er fertil. En hunkat begynder sine løbetider, når den er omkring et halvt år gammel. Løbetiderne vil forekomme med 3-5 ugers mellemrum i ca. 5-10 dage, hvor katten bliver højlydt jamrende, uophørlig rastløs og vanskelig at omgås. Løbetiderne vil forekomme stadigt hyppigere, hvis hunkatten ikke bliver parret, og løbetiderne forekomst vil således i grelle tilfælde indtræffe i cykler på tre uger, 10 dage uden løbetid, 10 dage med ! Katten vil blive stadigt stærkere påvirket af sine hormoner, den bliver fustreret, mager og utrivelig, og vil efterhånden benytte enhver chance til at stikke af for at finde en hankat. Sterilisationen foretages på de fleste dyreklinikker som rutine. Det er et lidt større indgreb end hos han-kattene, idet både livmoderen og æggestokkene bliver fjernet helt. Ungkatte tager et tager sådant indgreb bedre og med færre komplicationer end voksne dyr.

Et kastreret/ steriliseret dyr er anderledes harmonisk og rolig. Den vil ikke savne sit tidligere liv, da den næppe er klar over, hvad den er gået glip af. En kastrat bevarer sin legelyst hele livet, og er tættere knyttet til sine ejere. En kastreret kat vil være meget kælen og hengiven, den er ikke længere specielt interesseret i det andet køn, men tænker derimod mere på at lege og kæle med ejeren, og vil gerne have kontakt og opmærksomhed. En kastreret kat bruger knapt så meget energi som tidligere, da den ikke længere synger serenader om natten eller løber i pendulfart foran vinduet. Den vil dog i den første tid spise, som den hele tiden har gjort, og dette kan medføre, at katten tager på. Ejeren bør tage højde for dette, ved at motionere katten fortsat, og lade den løbe og springe via leg. Det er også vigtigt, at ejeren lader katten gå over på en mindre mængde foder eller en mindre fedtholdig diæt. Et dyr bliver ikke fed som følge af en kastration, men udelukkende af en forkert ernæring.  

Hvornår kan katten neutraliseres ?

Kastration/ sterilisation af kælekatte kan kun anbefales. Indgrebet kan foregå allerede i en alder fra 3 - 6 måneder, og på dette tidspunkt er komplicationerne endda mindre for både katte-ejer og ungkat. Er killingen/ ungdyret allerede neutraliseret ved købet, slipper den nye katte-ejer for udgiften til og bekymringen over dette problem, men kan i stedet nyde sin kats ungdom, uden at denne tid bliver forstyrret med jamren og hvileløse nætter, samt lugten af strint. Se under tidlig kastration.